Flere og flere klarer en del af arbejdet hjemmefra – og det stiller krav til et effektivt og inspirerende hjemmekontor. Kontoret danner rammerne om din arbejdsplads, og derfor skal det også være et rart miljø, der sætter gang i kreative tanker og et sundt arbejdsmiljø.

Bliv her klogere på, hvordan du kan indrette et hjemmekontor, der giver dig ro og lyst til at yde dit bedste.

Skab orden – både på kontor og i krop

Først og fremmest er det vigtigt for dit arbejdsmiljø, at du indretter dig og skaber orden på dit hjemmekontor. Anskaf lamineringslommer og ringbind til at holde styr på alle dine papirer. Du kan sagtens bruge ringbind, mapper og andet på en kreativ måde i dit kontor. Køb dem i smukke, rolige farver og sæt dem op på dine hylder og reoler i rummet. På den måde bliver de en del af din samlede indretning.

Når du har orden i dine papirer, dokumenter og arbejdsredskaber, får du også ro i kroppen til at yde det bedste stykke arbejde.

Indret med rolige nuancer

Dit hjemmekontor skal give dig ro til fordybelse, og derfor er det vigtigt at indrette det i tilsvarende rolige nuancer. Mange tænker, at hvide vægge skaber en luftig og harmonisk atmosfære, men faktisk kan en støvet tone på væggene i højere grad give den fornemmelse. De hvide vægge kan også hurtigt komme til at virke kliniske. Og det er vigtigt, at dit kontor udstråler varme – for gør det det, føler du dig også bedre tilpas, og dine arbejdsresultater vil garanteret drage nytte deraf.

Prøv med en blød blå-grå nuance på væggene enten på alle vægge eller en enkelt. På den måde får du også skabt et interessant udtryk, som du kan lade dig inspirere af.

Brug forskellige materialer og former

Når du skal indrette et skarpt hjemmekontor, er det også en god idé at bruge forskellige materialer. Det stimulerer forskellige sanser og skærper din inspiration og kreativitet. Læg et blødt ryatæppe under skrivebordet, sæt keramikvaser i vindueskarmen, og pynt en hylde med farvet glas. Materialerne sætter gang i kreativiteten, så dit arbejde flyder lettere.

Og så er det jo bare smukt med forskellige strukturer i indretningen – det giver liv, kant og et helt personligt udtryk.

Lys rummet op

Lamper er vigtige for enhver indretning. De sætter prikken over i’et, og på et kontor er deres funktion altafgørende. Sæt en rustik arkitektlampe på dit skrivebord. Lampen udsender et direkte og lokalt lys, så du kan se din computerskærm og papirer på skrivebordet.

Men giv også kontorindretningen et andet præg med en smuk loftlampe, der udsender et mere generelt lys. Gå efter en lampe i farvet glas og en glødepære, eller hæng flere glaspendler op i loftet i forskellige højder og afstande. Det giver et unikt udtryk til rummet.

Hæng spændende citater på væggen

Et hjemmekontor skal gerne have personlighed og være inspirerende. Udsmyk derfor dine vægge med plakater, der har inspirerende eller sigende citater eller motiver. Du kan lave en hel gallerivæg, hvis du har en stor væg. Gallerivæggen får et autentisk look, hvis du hænger billeder helt ned til gulvet. Læg dine udvalgte billeder ud på gulvet, så du kan samle puslespillet der og prøve dig frem med, hvordan billederne skal hænge i forhold til hinanden.

Hvis du ikke har så meget vægplads, kan gallerihylder også gøre tricket. På den måde kan du også hurtigt udskifte billederne, når du trænger til ny og forfriskende inspiration.

Sid godt

Bare fordi du arbejder hjemme, skal du naturligvis stadig sidde godt. Der findes mange kontorstole, som har et smukt og minimalistisk design – og en kontorstol behøver derfor ikke være et element, der ødelægger den øvrige indretning. Arne Jacobsens syverstol på hjul er et andet bud på en klassisk og elegant kontorstol – gå efter den i cognacfarvet læder, der får udtryksfuld patina og derfor blot bliver smukkere med årene.

Hvis du er til en helt anden type kontorstol, er den ikoniske Kinastol, designet af Hans J. Wegner, både smuk og god at sidde i dagen lang, når du arbejder i dit hjemmekontor.