Entré: Sådan indretter du den smukt og praktisk
Entréen er det første, som vi møder, når vi kommer ind i et hjem. Det er så at sige her, vi danner vores førstehåndsindtryk af det hjem, vi besøger. Derfor er entréen også et vigtigt rum. Men mange har dog tendens til at nedprioritere indretningen her – og det er synd, når det faktisk har stor betydning for, hvordan vi oplever resten af hjemmet.
Her får du tips til, hvordan du kan opgradere din entré, så den føles varm og indbydende, når du træder ind.
Sid ned og snør skoene
Entréen skal naturligvis være et praktisk rum. Og derfor kan det være en god løsning at indrette den med bænke med flere anvendelsesmuligheder. Du kan købe bænke med indbyggede skohylder, eller du kan få opbevaringsbænke, hvor du kan smide sko, halstørklæder og andet ned i, så det ikke tager plads i rummet. Med en bænk i entréen har du også altid et sted, hvor du kan sidde og tage dine sko af og på. Læg et skind over bænken, så du har et blødt sted at sidde, og sæt en plante eller lanterne i den anden side. Det skaber masser af varme til rummet.
Tapetser eller mal en væg
Skab gerne en wauw-effekt ved at male eller tapetsere en væg i entréen. Det kan være i et tapet med blomster eller andre mønstre. Du kan også male med tavlelak på en væg, så kan du skrive huskelister derpå og se det som det sidste, inden du går ud af døren. Det er også en sjov måde at lave en fleksibel billedvæg, som du eller dine børn kan lave små, søde tegninger til.
Kunstværket på væggen kan skiftes ud, lige når det skal være. Og derfor er det en måde at dekorere væggen, så du ikke bliver træt af det samme billede, der har hængt der gennem længere tid.
Hæng kurve på væggen
Billeder og spejle er typisk vægdekoration i en entré, men hvorfor ikke kombinere praktik og æstetik på en sjov måde ved at hænge kurve på væggen? På den måde har du en vægdekoration, samtidig med at du har masser af opbevaringsplads til eksempelvis huer, handsker og halstørklæder.
Ovenikøbet giver løsningen også ekstra gulvplads – og det er særligt vigtigt, hvis du bor i en lille bolig. Gå gerne efter nogle kurve i flet eller stål alt efter, hvad der passer til dit øvrige interiør.