Gør din altan forårsklar
Snart begynder de første forårsstråler at titte frem bag de mørke, grå skyer. Og det betyder, at det så småt er ved at være tid til at gøre din altan forårsklar. Altanen er et ekstra rum i din bolig, og hvis du er så heldig at have sådan en, er det med at udnytte den til fulde. De mange forårs- og sommeraftener på altanen er magiske – og med den helt rigtige indretning får du skabt hygge og god stemning.
Du får her gode tips og tricks til, hvordan du gør din altan forårslækker, så den er klar til de lune måneder, der venter forude.
Klargør med en ren base
Efter en vinter med hårdt og ruskende vejr trænger din altan formentlig til en kærlig hånd og en omgang rengøring. Det er lettere at indrette en smuk og hyggelig altan, hvis basen er ren og i orden. Sørg derfor for at vaske gelænder og gulv af med sæbe og vand. Hvis du har et trægulv på din altan, er det en god idé at give det en omgang olie, så varmen fra træet igen træder frem og skaber liv på altanen.
Skab hygge med tekstiler
Tekstiler er en af de mest effektive måder at skabe hygge både inde og ude. Gå derfor efter bløde materialer i din altanindretning. Gulvet på altanen er ofte hårdt og koldt, og det er ikke rart at træde ud på med bare tæer. Især ikke hvis du har et betongulv. Læg et smukt tæppe i et orientalsk mønster, hvis du vil skabe lidt sydhavsstemning, eller i en neutral ensartet farve, hvis du er mere til det minimalistiske look.
Sæt masser af puder på bænken eller caféstolene, og uanset hvilken stilart du er til, er det en god idé at vælge de samme farvenuancer på puder og tæppe, så du skaber et harmonisk og afbalanceret altanudtryk.
Brug naturen som inspiration
For at give din altan en hyggelig stemning er det naturligvis også vigtigt at skabe liv og varme med levende planter og blomster. Gå efter blomster i nuancer, der matcher dine puder og tæpper, så du igen holder indretningen i balance. Det behøver ikke være nøjagtig samme farve – det kommer hurtigt til at virke kedeligt og forkert – men bare nuancer, der spiller smukt sammen. Du kan hænge blomster og planter på gelænderet i altankasser, men du kan også eksperimentere med en væghængt udsmykning.
Naturen er en god inspirationskilde, når det gælder indretning – gå derfor på jagt i naturen og find smukke elementer, der vil gøre i din altanindretning personlig. Det kan være søstjerner eller andre finurlige sten, du lægger i en stor glasvase. Eller det kan være en smuk gren, som du hænger op i altanens loft. Kun fantasien sætter grænser.
Giv altanen varme med lys
Når mørket sænker sig på din altan, behøver du ikke gå indenfor. Udsmyk din altan med masser af lys – det giver både en varm og atmosfærefyldt stemning. Hæng eksempelvis en lyskæde om gelænderet eller i loftgrenen, hvis du vælger sådan en form for udsmykning. Du kan også lægge en soldreven lyskæde ned blandt glasvasen med sten. Uanset hvor du hænger lyskæden, vil den gøre det, den er bedst til: at skabe masser af hygge.
Pynt også altanen med lanterner. Enten på gulvet, bordet, bænken eller lignende. Det kan både være en lanterne med et levende stearinlys eller en LED-variant. Det afhænger af, om du er god til at huske at slukke de levende lys, når du forlader altanen.
Forlæng altanmånederne
Når du har gjort din altan forårsklar og indrettet den smukt til de kommende forårs- og sommermåneder, men ikke kan vente med at bruge den, inden forårssolen melder sin ankomst, kan du investere i en terrassevarmer. Det er naturligvis kun muligt, hvis du har en altan med plads til det. Men har du det, kan du også skyde altansæsonen i gang før tid, ligesom du kan forlænge den, når sommeren begynder at gå på hæld. På den måde får du masser af gavn af din altan.